Tekst : Martin Rasmussen - Foto : Joachim Christrup 

Hvornår begyndte du at cykle?

I. april 2007. Jeg fik en invitation til at komme med til Paris med Team Rynkeby, der dengang kun var et lille projekt med 40 deltagere, som ingen havde hørt om. Jeg syntes, det lød spændende, og fik Jørgen Emil Hansen og hans gode ven Carlo som træ- ner. Den første tur var rundt på MTB i Nordsjælland, og jeg nåede at cykle 1.800 kilometer de to måneder, inden turen gik til Paris. Det var fantastisk på alle måder, og selv om vi kun var 40 mennesker af sted, indsamlede vi 240.000 kroner det første år. Det“Jeg havde en PET- mand med, som cykler ret godt, og han råbte efter mig, at jeg skulle ind på hans hjul. Vi lå på over 40 kilometeri timen i snit, og det kan jeg slet ikke”var meget stort at være med til, og jeg cykler stadig meget med hold- kammeraterne fra dengang.Hvorfor cykler du?Der er mange gode grunde. Det er en god måde at få frisk luft på, og så er cykling en enormt social motionsform, som giver glimrende mulighed for at være sammen med gode venner, udvide sine bekendtskaber og hygge med en kaffe og en ostemad i en pause. Cykling giver også god mulighed for at komme på opdagelse og se nogle sider af landet, man normalt ikke ser. Jeg har boet i Græsted, siden jeg var seks år, og da jeg begyndte at cykle, opdagede jeg pludselig, at der var steder i en radius af 15 kilometer, jeg ikke anede eksisterede.

Udover motion hvad giver det dig ellers at cykle?

Det giver mulighed for at få alle andre distraherende tanker ud af hovedet, og jeg har tit 1.000 ting snurrende rundt, som jeg har eller skal beslutte. Jeg sætter pris på at komme ud i naturen og få frisk luft og skubbe alt andet væk. Jeg har fået et vennenetværk og bekendtskaber, som jeg sætter enormt stor pris på, og som jeg ikke ville have fået uden cykling.

Har du fået nogle gode politiske idéer mens du har siddet på cyklen?

Jeg har i hvert fald ikke fået dårlige idéer, fundet på en ny skat eller andet af den slags. Jeg får kun positive tanker. Som jeg også sagde til drengene, der kørte med i Løkkefondens Cykel- challenge, så får man rygrad af det, når man kommer ud og får vind i ansigtet og må stramme sig an. I politik som i cykling går det både op og ned, og styrken i den metafor har jeg taget med i mit politiske liv. Selv om det ikke er en politisk idé, så er cykelløbet Løkkefonden Challenge jo kommet af, at jeg selv har cyklet.

Hvad har været din største oplevelse på cyklen?

Cykelmæssigt var det den første etape af Giro d’Italia i Torino i 2011, hvor jeg var nede sammen med kommunerne, der skulle afholde Giro-starten i Danmark året efter. Vi cyklede samme rute som feltet, en 19 kilometer hold- tidskørsel, og de bildte os ind, at det bare var for sjov, men de cyklede som sindssyge, og jeg har aldrig cyklet så hurtigt i mit liv. Jeg havde en PET-mand med, som cykler ret godt, og han råbte efter mig, at jeg skulle ind på hans hjul. Vi lå på over 40 kilometer i timen i snit, og det kan jeg slet ikke.

Hvad vil være den ultimative cykeloplevelse for dig at deltage i?

At tage min cykel ud af en flyver i Californien og så begynde at cykle østover i otte uger. Jeg bliver tit misundelig, når jeg hører om nogen, der tager på cykeltur over mange uger, og eksempelvis har jeg nogle venner, der engang cyklede fra København til Gibraltar. Det skulle bare være mig og en ven og landevejen i mange uger. Jeg håber dog ikke, at der bliver tid lige foreløbig.